Lydisolering - slip for støj fra rør og anlæg | Armadan

Lydisolering

Støj er de lyde, vi ikke selv bestemmer, skal være til stede: naboens musik, uro på arbejdspladsen, larm fra biler, ventilationsanlæg osv.

Mennesker er i stigende grad plaget af støj. Dels fordi vi bor og arbejder tættere, dels fordi vi omgiver os med mere og mere teknisk udstyr, og trafikmængden vokser.

Der er stigende opmærksomhed på, hvad støj gør ved vores helbred. I følge WHO kan støj give anledning til hovedpine, søvnforstyrrelser, forhøjet blodtryk og forøget risiko for hjertekarsygdomme. Støj kan også være årsag til nedsat indlæring og nedsat præstation på arbejde.

Støj i bygninger, mellem naboer, mellem rum og i rummet kan afhjælpes med god isolering. Det samme gælder støj fra tekniske anlæg som ventilation og køling og støj udefra.

Teknisk isolering har den egenskab at det kan forbedre lydisoleringen, mens brandsikkerheden og energieffektiviteten er høj. Teknisk isolering giver mange fordele, når det først er implementeret i en konstruktion.

Lydisolering af konstruktioner

Lyd transporteres gennem luften og gennem konstruktioner, og man skelner mellem luftlyd, trinlyd, efterklangstid.

Stenuld er fra naturens side et meget lydabsorberende materiale: ROCKWOOL isolering indeholder luftfyldte hulrum, der bremser lydbølgerne. Sammen med stenuldens tyngde betyder det, at materialet har gode lydabsorberende og lydregulerende egenskaber.
Akustikløsninger

For at skabe et godt indeklima, er det også vigtigt at justere akustikken i rummet.
Isovers glasuldsprodukter har lydisolerende funktioner, der gør at lyden bliver opfanget og absorberet. På den måde fanges lyden og bliver dæmpet.

God lydisolering og lydregulering

Støj er altid belastende, uanset om den kommer udefra eller indefra. Gode lydforhold er en væsentlig del af et godt indeklima, for alle har behov for ro. Men gode lydforhold er ikke det samme som total ro. Det er mere et spørgsmål om passende isolering mod støj udefra og støj internt i boligen.

En velisoleret klimaskærm giver i sig selv en god lydisolering for støj udefra. I et passivhus med strenge krav til lufttæthed, få kuldebroer, vinduer med 3-lags glas og en høj isoleringsværdi, er det begrænset, hvor meget støj der kommer ind udefra.
Når lyden udefra er meget begrænset, er meget af baggrundsstøjen forsvundet. Det er derfor endnu vigtigere at vurdere og undgå den støj, der kan optræde inde i huset, det vil sige støj fra anlæg, fra ét rum til et andet og støj i det enkelte rum. Denne støj vil nu fylde mere og er derfor vigtig at tage i betragtning.

Gode lydforhold er:
når bygningens konstruktioner yder tilstrækkelig lydisolering mod eksterne støjkilder og støj mellem rum inde i bygningen (både den støj der overføres via luften, og den støj der overføres via konstruktionerne), når rummenes indvendige overflader sikrer den nødvendige lydregulering og -absorption, og når tekniske installationer er dimensioneret og udført så de ikke støjer.

Kun lydisolering, der er planlagt og integreret fra starten, kan forventes at give den fulde effekt. I bestræbelserne på at styre lyden, bør hver eneste detalje som materialevalg, materialetykkelse, samlinger og flankerende konstruktioner, der kan påvirke lydniveauet i en positiv retning, medtages. De beslutninger, der tages i designfasens første korte tid, har betydning for husets lydkomfort i hele husets levetid.

Lyd, komfort

Undgå lydkaos
I dag vælger mange at have en åben planløsning og en minimalistisk stil med få møbler, gulvtæpper og gardiner. Materialevalget er oftest lydhårde og glatte overflader som glas, gips og beton. Lydmiljøet bliver dermed hårdt med en temmelig lang efterklangstid. Det er forskelligt, hvordan man oplever dette, men generelt opleves lydhårde rum som kolde og tomme.

Den minimalistiske stil, der umiddelbart ser lys, let og frisk ud, forvandler sig hurtigt fra at være et indbydende miljø til et koldt og tomt miljø med et meget højt lydniveau, hvis man ikke tænker på akustisk regulering i rummene.
Lydregulering kan udføres på mange måder. Men generelt er det et spørgsmål om at udføre vægge og loft i et lydabsorberende materiale. Man kan vælge, at en hel væg eller kun en del af den udføres med et lydreguleringssystem i gips, træ, stål eller andet beklædningsmateriale med indbygget lydabsorberende materiale som isolering. Placeres det lydabsorberende materiale på flere flader i rummet, vil effekten være meget større.

Lydregulering kan også indbygges i konstruktionen.
Støj fra ventilationsanlæg
Støj fra ventilationsanlægget måles i et opholdsrum, i frekvensområdet fra 31,5 til 8000 Hz.

Efterklangstid

Efterklangstid defineres som den tid, der går fra, en lyd sendes af sted, til lydtryksniveauet er faldet 60 dB. Der er ingen krav til efterklangstider i fritliggende boliger. Anbefalinger er klassificeret efter et møbleret rum. Tiden måles ved hver frekvens mellem 250 Hz og 4000 Hz.